Ghost Image

Jeg føler mig ind imellem som et spøgelse. Et spøgelse, som ingen længere sanser.

Nogle gange føler jeg mig som verdens navle. Alle ved hvem jeg er og vil snakke med mig.

Andre gange føler jeg mig ensom, men ikke forladt. Verden omkring mig har bare for travlt.

Resten af tiden er jeg bare et bump på din vej. Det bump som kilder nogen i maven og gør andre syge.

"Jeg er menneske. Jeg er liv. Jeg er død. Jeg er skæbne"

En solstråle gennemborer mit hjerte og varmer mit sind...

Takk, smukke evige solskin

01:25

Jeg ville have skrevet så meget, men skrev så lidt:

Håber at det bliver evigt solskin i morgen
Så kan vi danne regnbuer i mit regnvejr
Sammen kan vi 2 være solskinsregn

Hmmm...

Jeg har ikke rigtig nogen anelse om, hvad dette indlæg egentlig skal handle om. Jeg har bare fået en snert af det gode humør igen og giver mig en mærkelig trang til at dokumentere det.

En arbejdsuge på over 50 timer har endelig fået en ende og det skal fejres. Mangt og meget har man stået model til igennem ugens løb og en masse forskellige følelser og indtryk har gjort deres til, at humøret har svinget værre end et løbsk pendul. Søndag og mandag var rædselsfulde og humøret nærmest ikke eksisterende. Ekskæresten ringede søndag og ville gerne snakke lidt, men det fik jeg hurtigt ødelagt med min gnavenhed og indadvendthed. Jeg var alt for hård ved hende og da skaden så var sket, så fik jeg virkelig dårlig samvittighed. Det gjorde ondt at vide, at jeg havde fået en, som jeg i bund og grund stadig holder af, til at græde og måske ligefrem hade mig, så jeg gjorde det eneste rigtige og sendte hende en undskyldning, hvilket hun heldigvis accepterede og nu er vi gode venner igen. Heldigvis.
Det resulterede derefter i en rigtig fin dag, nemlig tirsdag, hvor jeg smilede hele dagen og humøret igen var helt i top. Det er rart at bekende sine fejl og løse dem så godt som muligt. Det reddede hele den dag, som hellers kunne have været nøjagtig ligeså forfærdelig som de to foregående. Desunden mødte jeg for første gang min nye elev, Sissel, som er et rigtig rart menneske. Smilende og alligevel med et strejf af melankoli. Altid rart at møde nye mennesker, som man på en eller anden måde har noget til fælles med. Jo mere, desto bedre.
Onsdag var vist bare en ganske neutral dag. Ikke det store at berette.
Torsdag dalede humøret igen, men heldigvis holdt min altid kære, søde, rare og herlige sjæleven mit humør oppe med beskeder. Der er nu et eller andet ved hende, som fascinerer mig. Mest af alt fordi hun øjensynligt forstår mig og minder utrolig meget om mig selv. Ligesom filmen "Eternal Sunshine of the Spotless Mind". Så nu hedder hun altså Eternal Sunshine på min telefon. Både som en referance til filmen, men også fordi hun i sandhed er mit evige solskin. jeg bliver altid så glad og varm indeni, når hun skriver, fordi hun giver mig troen på, at jeg ikke er alene i denne verden. At der altid er en, som ved hvordan det føles at have det, som jeg har det. Det er skønt, for der er intet værre end følelsen af, at være tabt bag livsvognen og se de andres liv fortsætte ud af landevejen, imens man selv sidder fast i det samme hul, som fik en til, at falde af. (takk, kære Eternal Sunshine, fordi du gider at spilde lidt af dit liv på mig).
Fredag var det endelig ved at være overstået. 12 timers vagt. Puha, men overleves, det skulle den. Og det blev den, på trods af moralsk forkastelige kunder, travlhed og træthed. Alt i alt bare en dag, som skal glemmes.

Nu her jeg vist skrevet en hel masse vrøvl, men som sagt, så havde jeg ikke rigtig noget planlagt til dette indlæg. Trængte bare til at skrive lidt.


Jeg vil til Island... Vil du med?

Nar!

Ja... Jeg føler mig lidt som en nar. At jeg holder mig selv for nar. Jeg vil så gerne finde lykken og hver gang, at jeg tror at jeg har fundet den, så er det bare ren indbildning og pludselig indser jeg det og går ned med flaget. Jeg hader det, men det er åbenbart en naturlig del af mit væsen.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil og hvor jeg skal hen. Jeg har ingen at holde om og dele mine inderste følelser med og jo mere jeg leder efter en sådan, desto længere væk syntes målet at rykke sig. Måske skulle man bare hanke op i sig selv og tage langt væk og starte på en frisk. Jeg trænger i hvert fald bare så uendelig meget til, at møde en som kan li mig for den jeg er og gider bruge sit liv sammen med mig. Jeg er snart 22. Jeg har ikke nået en skid. NAR! Hvad fanden er det jeg vil med mig selv? Bare jeg dog kunne give et ærligt svar og ikke bare bilde mig selv ind, at det hele nok skal komme. Det gør det jo bare ikke, som det ser ud nu.

Det lyder sygt, men jeg drømmer faktisk om, at få mig et normalt liv med kæreste (er ikke meget for det gifteri), børn og fast arbejde. Trygge rammer. Men det bliver ikke til noget foreløbig. For jeg kan ikke nosse mig sammen. Jeg lever jo for fanden stadig som en 16-årig med druk og tilfældige kysserier som aldrig blir til andet. Jovist. Jeg kan li at være fuld og jeg kan li at kysse lidt på nogle tilfældige piger, som ikke vil andet end at kysse og snakke en brandert væk, men hvor ville jeg dog ønske, at der en dag kom en sød pige og spurgte om vi skulle følges ad ud af livets bugtede og hullede landevej.

Jeg vil have noget ægte. Noget, som kan forandre mit liv. Noget vigtigt.
...men hvor finder jeg det?

Som man nok kan mærke, så syntes jeg, at det hele går ret dårligt for tiden. Jeg prøver at undertrykke den stadigt voksende klump af depressionsveer i min krop, men før eller siden vil denne klump være blevet så stor og magtfuld, at jeg ikke magter at holde den tilbage længere. Jeg forsøger at opretholde en positiv og udadvendt profil, men jeg har mest af alt bare lyst til at kravle ind under dynen og sove vinteren væk. Ligesom en bjørn. Gå i hi og først vågne op igen, når verden igen er blevet et smukt sted at leve.

Jeg tænker tit på, om jeg mon er en ynkelig idiot, som folk kun snakker med, fordi de har ondt af mig. Har jeg opbygget en personlighed, som er fuldstændig til grin? Eller er der virkelig nogen, som holder af mig for den jeg nu engang er? Jeg håber det og inderst inde tror jeg det også, men tvivlen nager mig og piner mig dybt. Jeg får tit at vide, at jeg er et godt menneske, fordi jeg bekymrer mig om andre end mig selv og mit eget ego, men hvad nytter det, hvis der omvendt ikke er nogen, som bekymrer sig om mig? Kunne jeg dog bare få et tegn på, at der var nogen derude, som elskede mig og ville gribe mig hvis jeg snublede på mit livs forurende grusvej, så ville det hele se lidt lysere ud. Meget lysere, for at være ærlig.

...men jeg drømmer bare videre.

(jeg må vist hellere stoppe nu, inden det bliver alt for ynkeligt. Takk fordi du læste med og holdt mit depressions-mundlorts-ævl ud så længe)

Melankolikeren himself

Mit liv er gået i stå. Enkelt, men forfærdeligt.

Jeg trænger til frisk luft under vingerne. Ny, forfriskende luft omkring mine tyndslidte vinger, som kun holder mig oppe fordi de så småt kan se lyset forude. Lyset fra byens neonrør og tårnende lysmaster, som holder byen konstant vågen. Ikke som dette "rottehul", hvor livet mest af alt minder om det døde hav, eller i bedste fald grædemuren.

Når mit blik falder ud af vinduet, ser jeg intet andet end natur. Natur er fantastisk, men ikke hele tiden. På et eller andet tidspunkt får man bare nok og har mest af alt bare lyst til at skride fra ens såkaldte "liv". Forlade alt, hvad man har opbygget og flytte langt væk. København, Århus, Aalborg. I don't fucking care. Jeg skal bare væk. Finde lykken, hvorend den så har gemt sig i snart 22 år.

Hvorend jeg kigger hen, så ser jeg folk som ved alt om mig og jeg modsat intet ved om dem. For de rager mig ikke. Men sådan er samfundet i "rottehullet". Her skal man helst vide hvad naboen har fået til middag og om genboens tarmslyng er forværret siden i morges. Hvad er der så fandens fantastisk ved at vide alt om alle. Ville det ikke være en brøkdel mere spændende, at kunne lade sig overraske ind imellem. Møde folk som man ikke kender. Jeg ville ønske at det fungerede sådan, men mine drømme blir nok ikke realistiske lige med det samme.
Dog er der én god ting ved "rottehullet", nemlig at folk er ærlige... Ja, for fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden (hehe... Gammel joke).

Måske er det hele bare lidt ynkeligt og egoistisk, men jeg rådner op. Hver dag ligner sig selv og gøres kun udholdelige pga sjælevenners beskeder på telefonen og kreativiteten (som for tiden er ret reduceret). Jeg håber at jeg holder det næste år ud, får fundet et bo og måske endda en smule gensidig kærlighed. Mere håber jeg såmænd ikke på. Jeg vil bare gerne elskes of respekteres.

I miss my life... I miss your life...