Sunday, May 27, 2007

Sunday, Bloody Sunday



Det er vist på tide, at dette indlæg bliver skrevet, for det er ganske alvorligt nu... Jeg har endnu engang haft selvmordstanker og denne gang hang de meget tæt pakket over mit hoved. Jeg kunne næsten mærke baberbladet skrære sig vej igennem min arm og mit blod fosse ud, imens jeg langson åndede ud... Men der findes et element i mit sind, som gang på gang stiller sig op og tager kampen imod de destruktive tanker... Og det element er dig, Nanna. Jeg ved godt at jeg er fuldstændig elendig til at vise, hvor meget jeg elsker dig og stoler på dig, men du må tro mine ord når jeg siger, at du er det eneste i hele denne elendige verden, som jeg holder af med alt hvad jeg overhovedet ejer og har. Jeg kan ikke give op så længe du er i mit liv, men
derfor må du også forstå mig, når jeg nogle gange bryder sammen og siger, at jeg
føler at du ikke længere er her. Det er ikke din skyld, men derimod mit eget destruktive sind, som konstant planter rødne blomster i mit sind og får mig til
at tro, at alt og alle vil mig det ondt. Jeg stoler virkelig på når du siger, at du
bekymrer dig om mig og elsker mig så højt som du får det til at lyde. Dét at blive
elsket af et menneske, med så stort et overskud, udstråling og ikke mindst bundløs kærlighed på trods af alle mine fejl og mangler gør, at jeg trækker mig selv igennem selv de største nedture og pinsler. Den kærlighed, som du uendeligt mange gange har bevist at du er villig til at give mig, er hele livet værd. Hvert eneste sekund...
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at jeg syntes at du har forandret dig meget, siden du begyndte at komme sammen med Martin og det er bestemt heller ingen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt for mig at acceptere at tingene nu er som de er. Men du må forstå at jeg indeni virkelig er glad for, at du har ham, når
jeg bryder sammen, for hvis det ikke var for hans kærlige knus, kys, kram og trøst,
så ville det nok være endt langt værre end det er gjort. Han giver dig alt det, som jeg så uendeligt gerne ville give dig, men ikke kan. Jeg prøver at vise min kærlighed til dig så godt som jeg overhovedet magter, men min depression ødelægger gang på
gang billedet og jeg frygter snart, at det ikke længere kan genopbygges.
Der er intet i hele denne verden og dette liv jeg hellere vil, end at dele hver eneste dag, time, minut, sekund med dig, for du får mig til at føle mig som et menneske, men omvendt også som et onskabsfuldt monster når jeg så er nede. Det er på ingen
mulig måde din skyld at jeg føler sådan. Kun min egen. Så kære, dette er virkelig et
forfærdelig højt råb om hjælp og jeg håber at du kan høre det... Jovist får jeg sagt utrolig mange ting som sårer dig, men jeg vil på ingen måde slippe for dig. Uden dig, intet liv. Simpel naturlov.
Nanna, du er den største og mest fantastiske kærlighed jeg nogensinde har haft... Jeg håber virkelig at du forstår og stadig vil dele resten af dit liv sammen med mig.

Jeg elsker dig for evigt.
Din Tom.

Wednesday, May 23, 2007

Offroader

Liv kan nogle gange være noget virkeligt pis. Små ting rammer mig for tiden særdeles hårdt og gør det svært, ikke både for mig selv, men så sandelig også for mine omgivelser. Og det er jeg ked af.
Gad vide hvad det er, som er gået galt? Jeg har ikke nogen idé om det, men noget er i hvert fald kørt godt og vel af sporet. Desværre indebærer det også solstråle og mit venskab. Hun syntes at det smuldrer og hun blir ved med at sige, at det er hendes skyld, men det passer ikke. Det er mine evige humørsving og jalousi som skader og jeg prøver virkelig at beherske mig, men lige lidt hjælper det.
Jeg har ingen idé med det her indlæg. Men du ved hvad jeg mener.

Without you, I'm nothing...

Tuesday, May 08, 2007

Angel vs. Idiot

Det var rart at få snakket det lidt igennem med dig. Generelt bare rart at høre fra dig igen... Jeg har lagt mærke til en ganske deprimerende feature ved mig selv, nemlig at jeg snart kun kan lukke negative og sårende ting ud af mit hoved og jeg ved jo godt, at det overhovedet ikke hjælper dig i den svære situation du står i, men du ved ligeså godt som jeg, at det er en befrielse at få dem ud i verden i stedet for at gemme dem inde i hovedet. Min eneste reele hensigt er at få dig gjort lykkelig, men så længe at jeg selv er hamrende ulykkelig, så er det vist lidt af en mission impossible.
Jeg tror at Martin er langt bedre til at få dig hevet op igen. Han kan komme når du har brug for det og kan vise fysisk hvor meget han holder af dig. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre det samme for dig, men med den afstand der skiller os, så kan jeg nok ikke rigtig gøre så meget. Jeg er virkelig taknemmelig for, at du vil være min ven, selvom vi har så mange odds imod os. Det betyder utrolig meget at vide, at der et sted derude sidder en kvinde, som ikke bare har skumle intentioner om at udnytte den kærlighed, som jeg har brændt så fandens meget inde med, men derimod gider at lytte og ikke bare stikker halen imellem benene når tingene begynder at gå ned ad bakke.
Vær lykkelig over, at du har Martin at støtte dig til i de svære tider, for nok vil jeg lytte, men jeg er sjældent meget andet end en sms eller msn-besked og derfor kan det være svært at tro på, at der virkelig sidder et menneske i den anden ende. Jeg kan hurtigt komme til at fremstå som en ligegyldig maskine og derfor uinteressant, men husk altid på, at der i den anden ende af enhver forkvaklet besked, som tjekker ind på din telefon, sidder et menneske som elsker dig 120% som den du er.
Måske kan det virke som om, at mit syn på dig er blevet svækket og nærmest forsvundet, men tro mig, det har absolut intet på sig. Jovist har vi en svær periode for tiden, men jeg syntes, mere end nogensinde før, at du er et fuldstændig ubeskriveligt, vidunderligt menneske, som gør mig helt varm om hjertet.

Ak ja, dette indlæg indeholder vist intet, som jeg ikke allerede har fortalt dig en milliard gange, men tag det for guds skyld som et tegn på, at jeg er helt tosset med dig, thi det er den eneste sandhed. Du er en engel og ikke en idiot. Jeg forlader dig aldrig, men sig til hvis du trænger til at slippe lidt af med mig.

Yours forever. Tom.

Idioteque

Jeg fortryder så mange dumme ord, som man overhovedet kan forestille sig. Jeg har sagt og gjort så mange dybt idiotiske ting imod dig, at det til stadighed imponerer mig, at du gider høre på mit evindelige depressive ævl. Jeg burde virkelig bare være glad for at du er her stadig... Og det er jeg også indeni. Det må du virkelig love mig at stole på. Men et eller andet depressivt fantom har besat min krop og prøver at ødelægge alt hvad jeg elsker. Jeg prøver desperat at kæmpe imod, men resultatet virker nok nærmere som et skizofrent helvede for mine omgivelser. Jeg ved ikke engang selv hvor jeg står længere og om jeg i det hele taget kommer ud af det her igen. Måske skulle jeg bare opgive kampen og synke ned i glemsomhedens tomrum og lade dig leve et lykkeligt liv med folk som du virkelig ved hvor du har, for jeg tror ikke længere på at du ved hvor du har mig. Jeg bebrejder dig det skam ikke, for jeg forstår det så udemærket. Jeg er slet ikke den samme, som den du mødte i hovedstaden i slutningen af september. Jeg har forandret mig og jeg tror desværre ikke at det er til nogens fordel. På det seneste har jeg ikke formået meget andet end at fremkalde tårer i dine smukke og dybt betagende øjne og det er jeg virkelig ked af. Det piner mig helt ind i selv de tykkeste knogler.

Du er begyndt at tvivle på vores venskab. Du skriver at det snart ikke er andet en brudstykker af depression, tristhed, kærlighed og alt det, som vores venskab består af. Måske har du ret... Jeg ville ønske at jeg kunne samle alle disse stykker og sætte puslespillet sammen igen, så det igen ville fremstå ligeså smukt og uskyldigt som det gjorde i efteråret, men jeg tror ikke at jeg magter det. Ikke uden din hjælp i hvert fald. Og du er så stresset og trist for tiden at jeg har svært ved at nå ind til dig. Det er som om at din depression er ved at danne et usynligt skjold omkring dig, som kun har til formål at forhindre vores venskab i at eksistere. Men jeg nægter at opgive dig, for du er virkelig det eneste i hele denne store verden, som jeg nogensinde har elsket af hele mit hjerte. Når tingene går i vores retning, gør du mig mere lykkelig end noget andet nogensinde har formået at gøre.

Jeg vil ikke miste dig. Jeg har mistet så meget de sidste par år, at jeg ikke tror at jeg klarer den mere, hvis jeg mister noget så værdigfuldt igen. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne klare mig igennem resten af live uden at kunne få svar på hvordan du har det, for det betyder virkerlig alt for mig. Jeg har den følelsen indeni mig, at du er min sjæleven og derfor også den, som virkelig forstår mig, når selv de dybeste og mest ondsindede tanker kredser som sultne gribbe i mit sind og kun venter på at jeg skal give op, så de kan få lov til at æde mig levende.

Jeg er virkelig ked af at din verden er så mørk og trist for tiden, min kære, men lov mig at du ikke lukke mig ude. Hjælp mig med at nedbryde det skjold, som er ved at vokse op imellem os. Uden dig i mit liv, vil livet ikke være værd at leve og det ved du ligeså godt som jeg selv, at jeg mener i det blodigste alvor. Jovist har jeg andre venner end dig, men ingen af dem har vist sig at kunne gøre noget for mig, når helvedet har brudt løs. Kun du har vist omsorg og givet mig tryghed midt i orkanens øje.
Jeg vil meget gerne gøre gengæld for alt hvad du har hjulpet mig igennem. Der er intet jeg hellere vil, men spørgsmålet er bare, om du stadig stoler nok på mig og elsker mig nok til, at lade mig hjælpe dig? Jeg håber virkelig, at dette indlæg vil kunn gøre en forskel, for jeg tror ikke at jeg kan udtrykke det meget klarere.
Lad være med at tænke på om u gør mig trist eller noget ved at fortælle mig hvad der sker med dig, for sandt nok så blir jeg nogle gange ked af det og vred, men indeni føler jeg en enorm glæde ved at kunne hjælpe et så fantastisk menneske som du er. Og det mener jeg som jeg aldrig har ment noget andet. Du ER et fantastisk menneske. Dét menneske som jeg elsker. Dét menneske som mine tanker kredser om i døgndrift. Dét menneske som gjorde mig til et menneske igen. Dét menneske som fik mig til at tro på kærligheden.

Du må ikke give op... Jeg elsker dig.

Monday, May 07, 2007

Hr. Toms Anxiety

Giv mig én god grund til at jeg skulle forlade dig... Bare én...

Det er ligesom om, at uanset hvad jeg siger og gør, så ændrer det ikke på noget som helst og det gør mig ærligt talt lidt ked af det, for jeg elsker dig virkelig og det ved du også godt. Jeg har elsket dig siden jeg så dig aller første gang på hovedbanegården og jeg er stensikker på at jeg vil elske dig ligeså højt den solskinsdag på Island når mit liv render ud... Hvis du bare giver mig lov...

Jeg må indrømme at jeg slet ikke ved hvad jeg skal skrive i dette indlæg, for jeg syntes at jeg har sagt alt hvad jeg har på hjertet... Men det har ikke været nok. Langt fra... Jeg vil for pokker bare have at du har det godt, for sådan tænker man sjovt nok når man elsker en anden højere end skyerne og dybere end det dybeste hav. Og sådan elsker jeg sgu dig. Og mere end det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige... Jeg elsker dig og hvis du tror på mig, så giv mig et tegn når du læser dette.

Du er mit liv...