How to safe your heart... and possibly fail

Kære Nanna. Dette indlæg er helt og holdent skrevet til dig og vores venskab.

I mit sidste indlæg skrev jeg, at du var mit livs kærlighed og nu er jeg bange for, at du har misforstået min pointe med det, så derfor finder jeg det nødvendigt at forklare dig præcist hvad jeg mente med det. Kærlighed har mange ansigter og de er ikke alle grimme. Den kærlighed som jeg har til dig er måske den bedste af dem alle, nemlig den som hedder "venskabelig kærlighed". Det er den kærlighed, som ikke bare giver op eller danner had imellem folk, men derimod den uforpligtede kærlighed som intet tvinger os til, men vores sind styrer. Det er den kærlighed som opstår fordi vi reelt elsker et andet menneske præcist som det er. Og jeg elsker dig virkelig som du er, kære Nanna. Jeg har ikke brug for, at du ligner en fotomodel med tynde ben og det helt rigtige tøj. Jeg har brug for at du er den du er, for ved at være det, gør du mig glad og føler at livet er værd at holde fast i.
Men... Jeg ved ikke om det bare er mit evige, destruktive sortsyn som er ved at gøre mig sindssyg, men jeg frygter virkelig at vores venskab er ved at dø ud. Og den frygt er ved at tage livet af mig, for dør vores venskab, så følger jeg med. Vores venskab er det eneste jeg elsker af hele mit hjerte, fordi du er i det...
Jeg frygter at jeg har gjort noget, som har fået dig til at se skævt til mig eller måske endda hade mig. Jeg ved ikke selv hvad det kan være og derfor håber jeg, at du kan hjælpe mig videre i min jagt på et svar, så jeg måske kan redde dét, jeg holder mest af.
Jeg ved godt at jeg ikke længere er den Tom, som du i sin tid lærte at kende og holde af. Jeg har forandret mig og jeg tror desværre ikke at det er til nogens fordel længere. Jeg kan ikke længere finde ud af, at sige de rigtige ting og redde dem jeg elsker allermest fra deres problemer og hvad der er værre. Jeg kan ikke længere finde ud af at overføre min kærlighed til andre, så de virkelig forstår den. Den kommer nærmere til at skræmme og danne afstand. Og det er måske det, som er ved at ske imellem os to. Måske kræver jeg alt for meget af dig og sårer dig, men kære, det er virkelig ikke min mening og intet ligger mig fjernere end at gøre den slags imod dig.
Jeg kunne skrive i flere dage, men tror at jeg lader værre.
Jeg har virkelig bare brug for at ærligt svar. Et svar som kommer fra det inderste af dit hjerte og ikke et svar som tager hensyn af medlidenhed. Jeg ved ikke præcist hvad det er jeg vil have svar på, men jeg har virkelig brug for det.

Hvad er der sket med os? Mellem os? Er det nu, jeg skal pakke sammen og forsvinde? Hvad skal der ske?... Er du her stadig?

Jeg vil kæmpe med livet som indsats for vores venskab. Jeg vil gerne ende mine dage i græsset, en smuk sommerdag under den blå himmel på Island, med dig ved min side... Jeg frygter desværre at det bliver ved drømmen... Jeg elsker dig og vil altid gøre det.

(Tom)

Jeg har det ganske elendigt. Jeg føler at jeg ødelægger dét som jeg elsker allermest i hele verden.
Jeg havde en drøm imens du var her. Jeg fortalte dig om den, fordi den rent faktisk skræmte mig og fordi den virkede alt for realistisk. I drømmen begyndte du pludselig at ignorere og måske endda hade mig og hvis der er noget i denne verden, som kan tage livet af mig, så er det lige præcis dét.
Jeg har tænkt over det hele morgenen og har faktisk også kastet op, simpelthen pga tankestress. Jeg ved godt at det er ekstremt ynkeligt og en stor, blinkende kliché, men jeg vil virkelig aldrig nogensinde miste dig. Og frygten hænger over hovedet på mig nu...

Har lige kastet op igen. Og nu græder jeg lidt... Gud hvor er det dog ynkeligt for en 22 årig idiot, at side og tude, men jeg kan ikke holde det tilbage... Jeg elsker dig virkelig virkelig virkelig højt. Jeg kan ikke forklare det, for der findes ikke ord for det.
Vær sød at give mig bare et lille tegn, så jeg ved at du stadig er her. Uden dig har jeg ikke lyst længere...

Takk for et par virkelig dejlige dage. Håber at vi får mange mange flere...

There she goes again...

Så er jeg igen tilbage i den normale verden. Nanna er igen hjemme og jeg er igen alene, fysisk i hvert fald.

Det har virkelig været et par fantastiske dage sammen med hende og det ved hun allerede. Det betyder virkelig meget at hun gider bruge tid på mig og min skidne eksistens. Var det ikke for hende, så ved jeg ikke hvad der var blevet af mig. Jeg var højest sandsynlig slet ikke hvor jeg er nu...
Hun kom fredag aften, hvor vi hentede hende ved færgen. Der stod hun, så smuk og hjerteskærende sød som første gang jeg så hende, med mobilen i hånden og uvidende om hvor hun egentlig var. Jeg husker hendes ansigt da hun så ser mig og det er et minde, som jeg nok vil huske resten af mine dage. Det er ikke uden grund at jeg kalder hende "solstråle", for dét ansigt minder mig mest af alt om den første forårssol som bryder igennem de tunge vinterskyer og får mig til at smile oprigtigt igen.
Hun ved nu hvordan jeg bor. Det er en sjov tanke... Nu føler jeg virkelig for alvor at vi er fuldbyrdede venner, for nu kan vi nok snart ikke vide mere om hinanden.

Ligenu sidder jeg og lytter det mixtape som hun har givet mig. Det varmer... Men alligevel tror jeg at jeg har brug for at græde. Jeg kan mærke at det vil ud. Hvorfor er verden så skide uretfærdig? Hvorfor skal den eneste som rent faktisk gider at tage sig af mig bo så langt fra mig? Ja, Nanna, du er og blir nok mit livs største kærlighed, for der gror noget helt specielt indeni dig som jeg bare ikke kan få nok af.

Jeg skriver et nyt indlæg senere. Jeg kan ikke rigtig formulere mig ordentligt lige nu. De tårer som netop nu løber ned af min kind, løber kun fordi jeg elsker hende sindssygt højt og dét at skulle se hende forsvinde fysisk igen, er meget meget hårdt for mig. Jeg er vist ynkelig, men jeg er virkelig bare... lykkelig sammen med hende...

"Jeg elsker dig højere end alt på denne jord <3"
Hvor kan jeg da kun sige det samme om dig. Og meget mere end det...