Comeback

Jeg tror at tiden er inde til at genoptage blogskriveriet og så må jeg bare håbe at noget gider læse og lytte på mit depressive lort, 'cause that's how it's gonna be...

Jeg sidder i en lejlighed i det østlige København og stirrer tomt ind i en computerskærm og klynger mig til håbet om, at en eller anden venlig sjæl gider at skrive til mig, men indtil videre har alt været tavst, som det snart har været så forfærdelig længe. Jeg troede virkelig på, at det kunne hjælpe lidt at komme til byen, hvor de fleste af mine venner bor, men nej, jeg føler mig bare endnu mere ensom og forladt her, end jeg gjorde i Herredet. Så nu har jeg besluttet mig for at flytte hjem igen, på trods af at jeg elsker København. Men jeg tror bare at København skal være et tilflugtssted, som jeg kan tage til, når jeg trænger til lidt eventyr og ikke et sted at jeg skal bo hele tiden, for derved mister byen åbenbart sin magi.
Jeg kan slet ikke finde mig selv herinde og det gør mig virkelig ked af det. Er som om at al inspiration er forsvundet, skyllet ud i toilettet, ned til de tusinder af rotter i hovedstadens kloaker, som nu gladeligt mæsker sig i de sørgelige rester, billedligt talt. Sagt på en anden måde, så hører jeg vist ganske enkelt til ude i ingenting, hvor jeg kan være helt alene. Det føler jeg i hvert fald mindre deprimerende end at være helt alene midt iblandt en million andre mennesker og at man endnu hurtigere bliver smidt af vognet hvis man ikke hele tiden er med på beatet og tager i byen konstant.
Jeg er begyndt på antidepressiv medicin og render derfor rundt i en mere eller mindre sagelig rus konstant og sover mere end nogensinde før. Det er egentlig også positivt nok, for det eneste sted jeg har et flygte hen lige nu er i drømmene. Der er jeg kun sjældent ked af det.
Det virker også som om, at folk er mere eller mindre ligeglade med mig herinde. Altså de folk som jeg ellers troede var mine venner. Jovist er jeg ikke den mest udfarende person i landet, men der er ingen som hverken skriver eller ringer... Gud, hvor er jeg dog ynkelig. Tror da pokker, at de ikke gider glo på en sådan deprimeret klaphat, som nu ikke engang må drikke en øl med dem længere.

Håber virkelig at de skide piller snart begynder at virke, for lige nu er jeg virkelig nede og har mest af al lyst til at hoppe ud af vinduet (fra 3. sal)... Men jeg gør det ikke, for jeg ved at der er folk, som jeg ville såre hårdt hvis jeg gjorde det og det kan jeg ikke få mig selv til. Jeg elsker dem for højt til at svigte dem...