Sunday, Bloody Sunday

Det er vist på tide, at dette indlæg bliver skrevet, for det er ganske alvorligt nu... Jeg har endnu engang haft selvmordstanker og denne gang hang de meget tæt pakket over mit hoved. Jeg kunne næsten mærke baberbladet skrære sig vej igennem min arm og mit blod fosse ud, imens jeg langson åndede ud... Men der findes et element i mit sind, som gang på gang stiller sig op og tager kampen imod de destruktive tanker... Og det element er dig, Nanna. Jeg ved godt at jeg er fuldstændig elendig til at vise, hvor meget jeg elsker dig og stoler på dig, men du må tro mine ord når jeg siger, at du er det eneste i hele denne elendige verden, som jeg holder af med alt hvad jeg overhovedet ejer og har. Jeg kan ikke give op så længe du er i mit liv, men
derfor må du også forstå mig, når jeg nogle gange bryder sammen og siger, at jeg
føler at du ikke længere er her. Det er ikke din skyld, men derimod mit eget destruktive sind, som konstant planter rødne blomster i mit sind og får mig til
at tro, at alt og alle vil mig det ondt. Jeg stoler virkelig på når du siger, at du
bekymrer dig om mig og elsker mig så højt som du får det til at lyde. Dét at blive
elsket af et menneske, med så stort et overskud, udstråling og ikke mindst bundløs kærlighed på trods af alle mine fejl og mangler gør, at jeg trækker mig selv igennem selv de største nedture og pinsler. Den kærlighed, som du uendeligt mange gange har bevist at du er villig til at give mig, er hele livet værd. Hvert eneste sekund...
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at jeg syntes at du har forandret dig meget, siden du begyndte at komme sammen med Martin og det er bestemt heller ingen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt for mig at acceptere at tingene nu er som de er. Men du må forstå at jeg indeni virkelig er glad for, at du har ham, når
jeg bryder sammen, for hvis det ikke var for hans kærlige knus, kys, kram og trøst,
så ville det nok være endt langt værre end det er gjort. Han giver dig alt det, som jeg så uendeligt gerne ville give dig, men ikke kan. Jeg prøver at vise min kærlighed til dig så godt som jeg overhovedet magter, men min depression ødelægger gang på
gang billedet og jeg frygter snart, at det ikke længere kan genopbygges.

Der er intet i hele denne verden og dette liv jeg hellere vil, end at dele hver eneste dag, time, minut, sekund med dig, for du får mig til at føle mig som et menneske, men omvendt også som et onskabsfuldt monster når jeg så er nede. Det er på ingen
mulig måde din skyld at jeg føler sådan. Kun min egen. Så kære, dette er virkelig et
forfærdelig højt råb om hjælp og jeg håber at du kan høre det... Jovist får jeg sagt utrolig mange ting som sårer dig, men jeg vil på ingen måde slippe for dig. Uden dig, intet liv. Simpel naturlov.
Nanna, du er den største og mest fantastiske kærlighed jeg nogensinde har haft... Jeg håber virkelig at du forstår og stadig vil dele resten af dit liv sammen med mig.

Jeg elsker dig for evigt.
Din Tom.