Orkan

Nu er der vist endelig noget at skrive om igen, men desværre er det en lidt blandet landhandel af følelsesævl og kævl som kommer til at fylde mit indlæg denne gang. Lad os tage det negative først, for det er nu alligevel rarest at slutte af med et smil.

Jeg var forelsket. Måske ikke på den rigtige måde, men jeg havde godt indeni, for hun kunne få mig til at smile og endda grine ind imellem. Men nu er det forbi, før det endda rigtig begyndte. Hun har fundet en anden og desværre forstår jeg hende udemærket, for jeg er sgu lidt af et følelsesmæssigt rodehoved.
I sidste uge flippede jeg ud... Det plejer jeg ellers ikke at gøre, men når kvindemennesket pludselig begynder at virke uinteresseret og mere eller mindre begynder at afskrive mig, så flyder bægret åbenbart over på et tidspunkt. Jeg er virkelig ked af de grimme ting, som jeg fik sagt til hende, men det er jo ligegyldigt nu. Jeg havde lugtet lunten allerede der, men håb kan alligevel gøre en hel del ved en og derfor er det stadig kommet som lidt af et chok for mig, at der nu ikke er mere. Jeg ville ønske at det var blevet til mere, men ønsker eksisterer kun for at skuffe een. Mine følelser for hende var måske i bund og grund heller ikke helt reelle. Nærmere bare i mangel på bedre, men forstå mig nu ret, for jeg syntes virkelig at hun var sød og alt det der, men det har bare alligevel aldrig været sådan, at jeg har tænkt, at hun var kvinden i mit liv. Men det er nu alligevel rart med selskab...

Mine følelser irriterer mig grusomt for tiden, fordi de nærmest er ude af kontrol. Måske er jeg deprimeret uden helt selv at vide det? Måske er jeg bare igang med at ødelægge alt hvad jeg har kært? Er jeg faldet af? Hvad fanden er jeg egentlig?
Selvom det er en meget destruktiv og ynkelig emotionel tanke, så tvivler jeg alligevel nogle gange på om nogen overhovedet holder af mig og måske endda elsker mig. Jeg ved at mindst én person er her for mig og det skal hun virkelig af hele mit hjerte have takk for, for det er måske noget nær det eneste der holder mig oppe lige nu.
Men hvad er der galt med mig? Jeg er helt ved siden af mig selv for tiden og sårer mere end jeg heler. Jeg skræmmer mere end jeg glæder. Forår, hvor fanden blir du af?...

Jeg har endelig talt fuldstændig ud af posen og indrømmet overfor min største kærlighed, hvor meget jeg elsker hende. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne dele resten af mine dage med hendes hånd i min, hendes øjne i mine og mit hjerte i hendes varetægt, men ak... Igen er drømme kun ude på at destruere dette fragile hylster og efterlade resterne i den lille bunke af ulykkelig kærlighed. Jeg elsker hende virkelig. Jeg har aldrig nogensinde elsket et andet menneske så højt og jeg tvivler på at jeg kommer til det igen. Hun er min drømmekvinde. Mest af alt fordi hun øjensynligt forstår hvad der rører sig indeni mig. "hvis du ser, hvad jeg ser, ser du lige, igennem mig" Den sammensmeltning af de fire Bjørn Svin-tracks virker ganske rammende i denne sammenhæng...
Jeg kan ikke hade hende. Hun kan nogle gange gøre mig lidt ked af det, men jeg tilgiver hende ikke for det, for der er intet at tilgive. Hun tager sig altid så kærligt af mig når jeg har brug for det og det er jeg virkelig virkelig taknemmelig for.

Hun kommer på besøg i næste måned og gud, hvor jeg dog glæder mig til at se hende igen. Min egen, lille alfepige. Nanna, jeg elsker dig virkelig virkelig højt og jeg håber at du ved hvor højt det er. Også selvom det er meget uoverskueligt. Jeg glæder mig helt ekstremt til at vende tilbage til København sammen med dig og gentage vores første møde. Jeg frygter lidt, at mit hjerte vil eksplodere af kærlighed i det øjeblik, vi to står sammen foran hovedbanegården igen... Du må love mig, at jeg får et kram på det sted vi mødtes. Det sted hvor mine øjne mødte dine og vi begge forsigtigt vinkede genert til hinanden... Wow. Jeg kan ikke beskrive det.
Bare det, at hun skal se mit hjem... Se min lille verden og det, som jeg går og roder med... Det er nærmest lidt uvirkeligt. Som en drøm. En drøm, som til en forandring ikke har til sinds at gøre mig sindssyg.

"Jeg har brug for at vi tager det lidt med ro... Jeg har brug for at det bliver os 2..."
Mikael Simpson, Vi 2

Slut på en følelsesorkan, som både har bragt tårer, savn, længsel og desperation, men så sandelig også tårer, smil, håb og en evig forelskelse med sig.