Comeback

Jeg tror at tiden er inde til at genoptage blogskriveriet og så må jeg bare håbe at noget gider læse og lytte på mit depressive lort, 'cause that's how it's gonna be...

Jeg sidder i en lejlighed i det østlige København og stirrer tomt ind i en computerskærm og klynger mig til håbet om, at en eller anden venlig sjæl gider at skrive til mig, men indtil videre har alt været tavst, som det snart har været så forfærdelig længe. Jeg troede virkelig på, at det kunne hjælpe lidt at komme til byen, hvor de fleste af mine venner bor, men nej, jeg føler mig bare endnu mere ensom og forladt her, end jeg gjorde i Herredet. Så nu har jeg besluttet mig for at flytte hjem igen, på trods af at jeg elsker København. Men jeg tror bare at København skal være et tilflugtssted, som jeg kan tage til, når jeg trænger til lidt eventyr og ikke et sted at jeg skal bo hele tiden, for derved mister byen åbenbart sin magi.
Jeg kan slet ikke finde mig selv herinde og det gør mig virkelig ked af det. Er som om at al inspiration er forsvundet, skyllet ud i toilettet, ned til de tusinder af rotter i hovedstadens kloaker, som nu gladeligt mæsker sig i de sørgelige rester, billedligt talt. Sagt på en anden måde, så hører jeg vist ganske enkelt til ude i ingenting, hvor jeg kan være helt alene. Det føler jeg i hvert fald mindre deprimerende end at være helt alene midt iblandt en million andre mennesker og at man endnu hurtigere bliver smidt af vognet hvis man ikke hele tiden er med på beatet og tager i byen konstant.
Jeg er begyndt på antidepressiv medicin og render derfor rundt i en mere eller mindre sagelig rus konstant og sover mere end nogensinde før. Det er egentlig også positivt nok, for det eneste sted jeg har et flygte hen lige nu er i drømmene. Der er jeg kun sjældent ked af det.
Det virker også som om, at folk er mere eller mindre ligeglade med mig herinde. Altså de folk som jeg ellers troede var mine venner. Jovist er jeg ikke den mest udfarende person i landet, men der er ingen som hverken skriver eller ringer... Gud, hvor er jeg dog ynkelig. Tror da pokker, at de ikke gider glo på en sådan deprimeret klaphat, som nu ikke engang må drikke en øl med dem længere.

Håber virkelig at de skide piller snart begynder at virke, for lige nu er jeg virkelig nede og har mest af al lyst til at hoppe ud af vinduet (fra 3. sal)... Men jeg gør det ikke, for jeg ved at der er folk, som jeg ville såre hårdt hvis jeg gjorde det og det kan jeg ikke få mig selv til. Jeg elsker dem for højt til at svigte dem...

Sunday, Bloody Sunday

Det er vist på tide, at dette indlæg bliver skrevet, for det er ganske alvorligt nu... Jeg har endnu engang haft selvmordstanker og denne gang hang de meget tæt pakket over mit hoved. Jeg kunne næsten mærke baberbladet skrære sig vej igennem min arm og mit blod fosse ud, imens jeg langson åndede ud... Men der findes et element i mit sind, som gang på gang stiller sig op og tager kampen imod de destruktive tanker... Og det element er dig, Nanna. Jeg ved godt at jeg er fuldstændig elendig til at vise, hvor meget jeg elsker dig og stoler på dig, men du må tro mine ord når jeg siger, at du er det eneste i hele denne elendige verden, som jeg holder af med alt hvad jeg overhovedet ejer og har. Jeg kan ikke give op så længe du er i mit liv, men
derfor må du også forstå mig, når jeg nogle gange bryder sammen og siger, at jeg
føler at du ikke længere er her. Det er ikke din skyld, men derimod mit eget destruktive sind, som konstant planter rødne blomster i mit sind og får mig til
at tro, at alt og alle vil mig det ondt. Jeg stoler virkelig på når du siger, at du
bekymrer dig om mig og elsker mig så højt som du får det til at lyde. Dét at blive
elsket af et menneske, med så stort et overskud, udstråling og ikke mindst bundløs kærlighed på trods af alle mine fejl og mangler gør, at jeg trækker mig selv igennem selv de største nedture og pinsler. Den kærlighed, som du uendeligt mange gange har bevist at du er villig til at give mig, er hele livet værd. Hvert eneste sekund...
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at jeg syntes at du har forandret dig meget, siden du begyndte at komme sammen med Martin og det er bestemt heller ingen hemmelighed, at det ikke altid er lige nemt for mig at acceptere at tingene nu er som de er. Men du må forstå at jeg indeni virkelig er glad for, at du har ham, når
jeg bryder sammen, for hvis det ikke var for hans kærlige knus, kys, kram og trøst,
så ville det nok være endt langt værre end det er gjort. Han giver dig alt det, som jeg så uendeligt gerne ville give dig, men ikke kan. Jeg prøver at vise min kærlighed til dig så godt som jeg overhovedet magter, men min depression ødelægger gang på
gang billedet og jeg frygter snart, at det ikke længere kan genopbygges.

Der er intet i hele denne verden og dette liv jeg hellere vil, end at dele hver eneste dag, time, minut, sekund med dig, for du får mig til at føle mig som et menneske, men omvendt også som et onskabsfuldt monster når jeg så er nede. Det er på ingen
mulig måde din skyld at jeg føler sådan. Kun min egen. Så kære, dette er virkelig et
forfærdelig højt råb om hjælp og jeg håber at du kan høre det... Jovist får jeg sagt utrolig mange ting som sårer dig, men jeg vil på ingen måde slippe for dig. Uden dig, intet liv. Simpel naturlov.
Nanna, du er den største og mest fantastiske kærlighed jeg nogensinde har haft... Jeg håber virkelig at du forstår og stadig vil dele resten af dit liv sammen med mig.

Jeg elsker dig for evigt.
Din Tom.

Offroader

Liv kan nogle gange være noget virkeligt pis. Små ting rammer mig for tiden særdeles hårdt og gør det svært, ikke både for mig selv, men så sandelig også for mine omgivelser. Og det er jeg ked af.
Gad vide hvad det er, som er gået galt? Jeg har ikke nogen idé om det, men noget er i hvert fald kørt godt og vel af sporet. Desværre indebærer det også solstråle og mit venskab. Hun syntes at det smuldrer og hun blir ved med at sige, at det er hendes skyld, men det passer ikke. Det er mine evige humørsving og jalousi som skader og jeg prøver virkelig at beherske mig, men lige lidt hjælper det.
Jeg har ingen idé med det her indlæg. Men du ved hvad jeg mener.

Without you, I'm nothing...

Angel vs. Idiot

Det var rart at få snakket det lidt igennem med dig. Generelt bare rart at høre fra dig igen... Jeg har lagt mærke til en ganske deprimerende feature ved mig selv, nemlig at jeg snart kun kan lukke negative og sårende ting ud af mit hoved og jeg ved jo godt, at det overhovedet ikke hjælper dig i den svære situation du står i, men du ved ligeså godt som jeg, at det er en befrielse at få dem ud i verden i stedet for at gemme dem inde i hovedet. Min eneste reele hensigt er at få dig gjort lykkelig, men så længe at jeg selv er hamrende ulykkelig, så er det vist lidt af en mission impossible.
Jeg tror at Martin er langt bedre til at få dig hevet op igen. Han kan komme når du har brug for det og kan vise fysisk hvor meget han holder af dig. Jeg ville ønske at jeg kunne gøre det samme for dig, men med den afstand der skiller os, så kan jeg nok ikke rigtig gøre så meget. Jeg er virkelig taknemmelig for, at du vil være min ven, selvom vi har så mange odds imod os. Det betyder utrolig meget at vide, at der et sted derude sidder en kvinde, som ikke bare har skumle intentioner om at udnytte den kærlighed, som jeg har brændt så fandens meget inde med, men derimod gider at lytte og ikke bare stikker halen imellem benene når tingene begynder at gå ned ad bakke.
Vær lykkelig over, at du har Martin at støtte dig til i de svære tider, for nok vil jeg lytte, men jeg er sjældent meget andet end en sms eller msn-besked og derfor kan det være svært at tro på, at der virkelig sidder et menneske i den anden ende. Jeg kan hurtigt komme til at fremstå som en ligegyldig maskine og derfor uinteressant, men husk altid på, at der i den anden ende af enhver forkvaklet besked, som tjekker ind på din telefon, sidder et menneske som elsker dig 120% som den du er.
Måske kan det virke som om, at mit syn på dig er blevet svækket og nærmest forsvundet, men tro mig, det har absolut intet på sig. Jovist har vi en svær periode for tiden, men jeg syntes, mere end nogensinde før, at du er et fuldstændig ubeskriveligt, vidunderligt menneske, som gør mig helt varm om hjertet.

Ak ja, dette indlæg indeholder vist intet, som jeg ikke allerede har fortalt dig en milliard gange, men tag det for guds skyld som et tegn på, at jeg er helt tosset med dig, thi det er den eneste sandhed. Du er en engel og ikke en idiot. Jeg forlader dig aldrig, men sig til hvis du trænger til at slippe lidt af med mig.

Yours forever. Tom.

Idioteque

Jeg fortryder så mange dumme ord, som man overhovedet kan forestille sig. Jeg har sagt og gjort så mange dybt idiotiske ting imod dig, at det til stadighed imponerer mig, at du gider høre på mit evindelige depressive ævl. Jeg burde virkelig bare være glad for at du er her stadig... Og det er jeg også indeni. Det må du virkelig love mig at stole på. Men et eller andet depressivt fantom har besat min krop og prøver at ødelægge alt hvad jeg elsker. Jeg prøver desperat at kæmpe imod, men resultatet virker nok nærmere som et skizofrent helvede for mine omgivelser. Jeg ved ikke engang selv hvor jeg står længere og om jeg i det hele taget kommer ud af det her igen. Måske skulle jeg bare opgive kampen og synke ned i glemsomhedens tomrum og lade dig leve et lykkeligt liv med folk som du virkelig ved hvor du har, for jeg tror ikke længere på at du ved hvor du har mig. Jeg bebrejder dig det skam ikke, for jeg forstår det så udemærket. Jeg er slet ikke den samme, som den du mødte i hovedstaden i slutningen af september. Jeg har forandret mig og jeg tror desværre ikke at det er til nogens fordel. På det seneste har jeg ikke formået meget andet end at fremkalde tårer i dine smukke og dybt betagende øjne og det er jeg virkelig ked af. Det piner mig helt ind i selv de tykkeste knogler.

Du er begyndt at tvivle på vores venskab. Du skriver at det snart ikke er andet en brudstykker af depression, tristhed, kærlighed og alt det, som vores venskab består af. Måske har du ret... Jeg ville ønske at jeg kunne samle alle disse stykker og sætte puslespillet sammen igen, så det igen ville fremstå ligeså smukt og uskyldigt som det gjorde i efteråret, men jeg tror ikke at jeg magter det. Ikke uden din hjælp i hvert fald. Og du er så stresset og trist for tiden at jeg har svært ved at nå ind til dig. Det er som om at din depression er ved at danne et usynligt skjold omkring dig, som kun har til formål at forhindre vores venskab i at eksistere. Men jeg nægter at opgive dig, for du er virkelig det eneste i hele denne store verden, som jeg nogensinde har elsket af hele mit hjerte. Når tingene går i vores retning, gør du mig mere lykkelig end noget andet nogensinde har formået at gøre.

Jeg vil ikke miste dig. Jeg har mistet så meget de sidste par år, at jeg ikke tror at jeg klarer den mere, hvis jeg mister noget så værdigfuldt igen. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne klare mig igennem resten af live uden at kunne få svar på hvordan du har det, for det betyder virkerlig alt for mig. Jeg har den følelsen indeni mig, at du er min sjæleven og derfor også den, som virkelig forstår mig, når selv de dybeste og mest ondsindede tanker kredser som sultne gribbe i mit sind og kun venter på at jeg skal give op, så de kan få lov til at æde mig levende.

Jeg er virkelig ked af at din verden er så mørk og trist for tiden, min kære, men lov mig at du ikke lukke mig ude. Hjælp mig med at nedbryde det skjold, som er ved at vokse op imellem os. Uden dig i mit liv, vil livet ikke være værd at leve og det ved du ligeså godt som jeg selv, at jeg mener i det blodigste alvor. Jovist har jeg andre venner end dig, men ingen af dem har vist sig at kunne gøre noget for mig, når helvedet har brudt løs. Kun du har vist omsorg og givet mig tryghed midt i orkanens øje.
Jeg vil meget gerne gøre gengæld for alt hvad du har hjulpet mig igennem. Der er intet jeg hellere vil, men spørgsmålet er bare, om du stadig stoler nok på mig og elsker mig nok til, at lade mig hjælpe dig? Jeg håber virkelig, at dette indlæg vil kunn gøre en forskel, for jeg tror ikke at jeg kan udtrykke det meget klarere.
Lad være med at tænke på om u gør mig trist eller noget ved at fortælle mig hvad der sker med dig, for sandt nok så blir jeg nogle gange ked af det og vred, men indeni føler jeg en enorm glæde ved at kunne hjælpe et så fantastisk menneske som du er. Og det mener jeg som jeg aldrig har ment noget andet. Du ER et fantastisk menneske. Dét menneske som jeg elsker. Dét menneske som mine tanker kredser om i døgndrift. Dét menneske som gjorde mig til et menneske igen. Dét menneske som fik mig til at tro på kærligheden.

Du må ikke give op... Jeg elsker dig.

Hr. Toms Anxiety

Giv mig én god grund til at jeg skulle forlade dig... Bare én...

Det er ligesom om, at uanset hvad jeg siger og gør, så ændrer det ikke på noget som helst og det gør mig ærligt talt lidt ked af det, for jeg elsker dig virkelig og det ved du også godt. Jeg har elsket dig siden jeg så dig aller første gang på hovedbanegården og jeg er stensikker på at jeg vil elske dig ligeså højt den solskinsdag på Island når mit liv render ud... Hvis du bare giver mig lov...

Jeg må indrømme at jeg slet ikke ved hvad jeg skal skrive i dette indlæg, for jeg syntes at jeg har sagt alt hvad jeg har på hjertet... Men det har ikke været nok. Langt fra... Jeg vil for pokker bare have at du har det godt, for sådan tænker man sjovt nok når man elsker en anden højere end skyerne og dybere end det dybeste hav. Og sådan elsker jeg sgu dig. Og mere end det.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige... Jeg elsker dig og hvis du tror på mig, så giv mig et tegn når du læser dette.

Du er mit liv...

How to safe your heart... and possibly fail

Kære Nanna. Dette indlæg er helt og holdent skrevet til dig og vores venskab.

I mit sidste indlæg skrev jeg, at du var mit livs kærlighed og nu er jeg bange for, at du har misforstået min pointe med det, så derfor finder jeg det nødvendigt at forklare dig præcist hvad jeg mente med det. Kærlighed har mange ansigter og de er ikke alle grimme. Den kærlighed som jeg har til dig er måske den bedste af dem alle, nemlig den som hedder "venskabelig kærlighed". Det er den kærlighed, som ikke bare giver op eller danner had imellem folk, men derimod den uforpligtede kærlighed som intet tvinger os til, men vores sind styrer. Det er den kærlighed som opstår fordi vi reelt elsker et andet menneske præcist som det er. Og jeg elsker dig virkelig som du er, kære Nanna. Jeg har ikke brug for, at du ligner en fotomodel med tynde ben og det helt rigtige tøj. Jeg har brug for at du er den du er, for ved at være det, gør du mig glad og føler at livet er værd at holde fast i.
Men... Jeg ved ikke om det bare er mit evige, destruktive sortsyn som er ved at gøre mig sindssyg, men jeg frygter virkelig at vores venskab er ved at dø ud. Og den frygt er ved at tage livet af mig, for dør vores venskab, så følger jeg med. Vores venskab er det eneste jeg elsker af hele mit hjerte, fordi du er i det...
Jeg frygter at jeg har gjort noget, som har fået dig til at se skævt til mig eller måske endda hade mig. Jeg ved ikke selv hvad det kan være og derfor håber jeg, at du kan hjælpe mig videre i min jagt på et svar, så jeg måske kan redde dét, jeg holder mest af.
Jeg ved godt at jeg ikke længere er den Tom, som du i sin tid lærte at kende og holde af. Jeg har forandret mig og jeg tror desværre ikke at det er til nogens fordel længere. Jeg kan ikke længere finde ud af, at sige de rigtige ting og redde dem jeg elsker allermest fra deres problemer og hvad der er værre. Jeg kan ikke længere finde ud af at overføre min kærlighed til andre, så de virkelig forstår den. Den kommer nærmere til at skræmme og danne afstand. Og det er måske det, som er ved at ske imellem os to. Måske kræver jeg alt for meget af dig og sårer dig, men kære, det er virkelig ikke min mening og intet ligger mig fjernere end at gøre den slags imod dig.
Jeg kunne skrive i flere dage, men tror at jeg lader værre.
Jeg har virkelig bare brug for at ærligt svar. Et svar som kommer fra det inderste af dit hjerte og ikke et svar som tager hensyn af medlidenhed. Jeg ved ikke præcist hvad det er jeg vil have svar på, men jeg har virkelig brug for det.

Hvad er der sket med os? Mellem os? Er det nu, jeg skal pakke sammen og forsvinde? Hvad skal der ske?... Er du her stadig?

Jeg vil kæmpe med livet som indsats for vores venskab. Jeg vil gerne ende mine dage i græsset, en smuk sommerdag under den blå himmel på Island, med dig ved min side... Jeg frygter desværre at det bliver ved drømmen... Jeg elsker dig og vil altid gøre det.

(Tom)

Jeg har det ganske elendigt. Jeg føler at jeg ødelægger dét som jeg elsker allermest i hele verden.
Jeg havde en drøm imens du var her. Jeg fortalte dig om den, fordi den rent faktisk skræmte mig og fordi den virkede alt for realistisk. I drømmen begyndte du pludselig at ignorere og måske endda hade mig og hvis der er noget i denne verden, som kan tage livet af mig, så er det lige præcis dét.
Jeg har tænkt over det hele morgenen og har faktisk også kastet op, simpelthen pga tankestress. Jeg ved godt at det er ekstremt ynkeligt og en stor, blinkende kliché, men jeg vil virkelig aldrig nogensinde miste dig. Og frygten hænger over hovedet på mig nu...

Har lige kastet op igen. Og nu græder jeg lidt... Gud hvor er det dog ynkeligt for en 22 årig idiot, at side og tude, men jeg kan ikke holde det tilbage... Jeg elsker dig virkelig virkelig virkelig højt. Jeg kan ikke forklare det, for der findes ikke ord for det.
Vær sød at give mig bare et lille tegn, så jeg ved at du stadig er her. Uden dig har jeg ikke lyst længere...

Takk for et par virkelig dejlige dage. Håber at vi får mange mange flere...