Tuesday, May 08, 2007

Idioteque

Jeg fortryder så mange dumme ord, som man overhovedet kan forestille sig. Jeg har sagt og gjort så mange dybt idiotiske ting imod dig, at det til stadighed imponerer mig, at du gider høre på mit evindelige depressive ævl. Jeg burde virkelig bare være glad for at du er her stadig... Og det er jeg også indeni. Det må du virkelig love mig at stole på. Men et eller andet depressivt fantom har besat min krop og prøver at ødelægge alt hvad jeg elsker. Jeg prøver desperat at kæmpe imod, men resultatet virker nok nærmere som et skizofrent helvede for mine omgivelser. Jeg ved ikke engang selv hvor jeg står længere og om jeg i det hele taget kommer ud af det her igen. Måske skulle jeg bare opgive kampen og synke ned i glemsomhedens tomrum og lade dig leve et lykkeligt liv med folk som du virkelig ved hvor du har, for jeg tror ikke længere på at du ved hvor du har mig. Jeg bebrejder dig det skam ikke, for jeg forstår det så udemærket. Jeg er slet ikke den samme, som den du mødte i hovedstaden i slutningen af september. Jeg har forandret mig og jeg tror desværre ikke at det er til nogens fordel. På det seneste har jeg ikke formået meget andet end at fremkalde tårer i dine smukke og dybt betagende øjne og det er jeg virkelig ked af. Det piner mig helt ind i selv de tykkeste knogler.

Du er begyndt at tvivle på vores venskab. Du skriver at det snart ikke er andet en brudstykker af depression, tristhed, kærlighed og alt det, som vores venskab består af. Måske har du ret... Jeg ville ønske at jeg kunne samle alle disse stykker og sætte puslespillet sammen igen, så det igen ville fremstå ligeså smukt og uskyldigt som det gjorde i efteråret, men jeg tror ikke at jeg magter det. Ikke uden din hjælp i hvert fald. Og du er så stresset og trist for tiden at jeg har svært ved at nå ind til dig. Det er som om at din depression er ved at danne et usynligt skjold omkring dig, som kun har til formål at forhindre vores venskab i at eksistere. Men jeg nægter at opgive dig, for du er virkelig det eneste i hele denne store verden, som jeg nogensinde har elsket af hele mit hjerte. Når tingene går i vores retning, gør du mig mere lykkelig end noget andet nogensinde har formået at gøre.

Jeg vil ikke miste dig. Jeg har mistet så meget de sidste par år, at jeg ikke tror at jeg klarer den mere, hvis jeg mister noget så værdigfuldt igen. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan jeg skulle kunne klare mig igennem resten af live uden at kunne få svar på hvordan du har det, for det betyder virkerlig alt for mig. Jeg har den følelsen indeni mig, at du er min sjæleven og derfor også den, som virkelig forstår mig, når selv de dybeste og mest ondsindede tanker kredser som sultne gribbe i mit sind og kun venter på at jeg skal give op, så de kan få lov til at æde mig levende.

Jeg er virkelig ked af at din verden er så mørk og trist for tiden, min kære, men lov mig at du ikke lukke mig ude. Hjælp mig med at nedbryde det skjold, som er ved at vokse op imellem os. Uden dig i mit liv, vil livet ikke være værd at leve og det ved du ligeså godt som jeg selv, at jeg mener i det blodigste alvor. Jovist har jeg andre venner end dig, men ingen af dem har vist sig at kunne gøre noget for mig, når helvedet har brudt løs. Kun du har vist omsorg og givet mig tryghed midt i orkanens øje.
Jeg vil meget gerne gøre gengæld for alt hvad du har hjulpet mig igennem. Der er intet jeg hellere vil, men spørgsmålet er bare, om du stadig stoler nok på mig og elsker mig nok til, at lade mig hjælpe dig? Jeg håber virkelig, at dette indlæg vil kunn gøre en forskel, for jeg tror ikke at jeg kan udtrykke det meget klarere.
Lad være med at tænke på om u gør mig trist eller noget ved at fortælle mig hvad der sker med dig, for sandt nok så blir jeg nogle gange ked af det og vred, men indeni føler jeg en enorm glæde ved at kunne hjælpe et så fantastisk menneske som du er. Og det mener jeg som jeg aldrig har ment noget andet. Du ER et fantastisk menneske. Dét menneske som jeg elsker. Dét menneske som mine tanker kredser om i døgndrift. Dét menneske som gjorde mig til et menneske igen. Dét menneske som fik mig til at tro på kærligheden.

Du må ikke give op... Jeg elsker dig.

0 Comments:

Post a Comment

<< Home