How to safe your heart... and possibly fail

Kære Nanna. Dette indlæg er helt og holdent skrevet til dig og vores venskab.

I mit sidste indlæg skrev jeg, at du var mit livs kærlighed og nu er jeg bange for, at du har misforstået min pointe med det, så derfor finder jeg det nødvendigt at forklare dig præcist hvad jeg mente med det. Kærlighed har mange ansigter og de er ikke alle grimme. Den kærlighed som jeg har til dig er måske den bedste af dem alle, nemlig den som hedder "venskabelig kærlighed". Det er den kærlighed, som ikke bare giver op eller danner had imellem folk, men derimod den uforpligtede kærlighed som intet tvinger os til, men vores sind styrer. Det er den kærlighed som opstår fordi vi reelt elsker et andet menneske præcist som det er. Og jeg elsker dig virkelig som du er, kære Nanna. Jeg har ikke brug for, at du ligner en fotomodel med tynde ben og det helt rigtige tøj. Jeg har brug for at du er den du er, for ved at være det, gør du mig glad og føler at livet er værd at holde fast i.
Men... Jeg ved ikke om det bare er mit evige, destruktive sortsyn som er ved at gøre mig sindssyg, men jeg frygter virkelig at vores venskab er ved at dø ud. Og den frygt er ved at tage livet af mig, for dør vores venskab, så følger jeg med. Vores venskab er det eneste jeg elsker af hele mit hjerte, fordi du er i det...
Jeg frygter at jeg har gjort noget, som har fået dig til at se skævt til mig eller måske endda hade mig. Jeg ved ikke selv hvad det kan være og derfor håber jeg, at du kan hjælpe mig videre i min jagt på et svar, så jeg måske kan redde dét, jeg holder mest af.
Jeg ved godt at jeg ikke længere er den Tom, som du i sin tid lærte at kende og holde af. Jeg har forandret mig og jeg tror desværre ikke at det er til nogens fordel længere. Jeg kan ikke længere finde ud af, at sige de rigtige ting og redde dem jeg elsker allermest fra deres problemer og hvad der er værre. Jeg kan ikke længere finde ud af at overføre min kærlighed til andre, så de virkelig forstår den. Den kommer nærmere til at skræmme og danne afstand. Og det er måske det, som er ved at ske imellem os to. Måske kræver jeg alt for meget af dig og sårer dig, men kære, det er virkelig ikke min mening og intet ligger mig fjernere end at gøre den slags imod dig.
Jeg kunne skrive i flere dage, men tror at jeg lader værre.
Jeg har virkelig bare brug for at ærligt svar. Et svar som kommer fra det inderste af dit hjerte og ikke et svar som tager hensyn af medlidenhed. Jeg ved ikke præcist hvad det er jeg vil have svar på, men jeg har virkelig brug for det.

Hvad er der sket med os? Mellem os? Er det nu, jeg skal pakke sammen og forsvinde? Hvad skal der ske?... Er du her stadig?

Jeg vil kæmpe med livet som indsats for vores venskab. Jeg vil gerne ende mine dage i græsset, en smuk sommerdag under den blå himmel på Island, med dig ved min side... Jeg frygter desværre at det bliver ved drømmen... Jeg elsker dig og vil altid gøre det.