There she goes again...

Så er jeg igen tilbage i den normale verden. Nanna er igen hjemme og jeg er igen alene, fysisk i hvert fald.

Det har virkelig været et par fantastiske dage sammen med hende og det ved hun allerede. Det betyder virkelig meget at hun gider bruge tid på mig og min skidne eksistens. Var det ikke for hende, så ved jeg ikke hvad der var blevet af mig. Jeg var højest sandsynlig slet ikke hvor jeg er nu...
Hun kom fredag aften, hvor vi hentede hende ved færgen. Der stod hun, så smuk og hjerteskærende sød som første gang jeg så hende, med mobilen i hånden og uvidende om hvor hun egentlig var. Jeg husker hendes ansigt da hun så ser mig og det er et minde, som jeg nok vil huske resten af mine dage. Det er ikke uden grund at jeg kalder hende "solstråle", for dét ansigt minder mig mest af alt om den første forårssol som bryder igennem de tunge vinterskyer og får mig til at smile oprigtigt igen.
Hun ved nu hvordan jeg bor. Det er en sjov tanke... Nu føler jeg virkelig for alvor at vi er fuldbyrdede venner, for nu kan vi nok snart ikke vide mere om hinanden.

Ligenu sidder jeg og lytter det mixtape som hun har givet mig. Det varmer... Men alligevel tror jeg at jeg har brug for at græde. Jeg kan mærke at det vil ud. Hvorfor er verden så skide uretfærdig? Hvorfor skal den eneste som rent faktisk gider at tage sig af mig bo så langt fra mig? Ja, Nanna, du er og blir nok mit livs største kærlighed, for der gror noget helt specielt indeni dig som jeg bare ikke kan få nok af.

Jeg skriver et nyt indlæg senere. Jeg kan ikke rigtig formulere mig ordentligt lige nu. De tårer som netop nu løber ned af min kind, løber kun fordi jeg elsker hende sindssygt højt og dét at skulle se hende forsvinde fysisk igen, er meget meget hårdt for mig. Jeg er vist ynkelig, men jeg er virkelig bare... lykkelig sammen med hende...

"Jeg elsker dig højere end alt på denne jord <3"
Hvor kan jeg da kun sige det samme om dig. Og meget mere end det...