Kaktus

Jeg forstår egentlig godt, hvis folk hurtigt blir trætte af mig, for sjældent har et levende og tænkende individ haft så lidt at byde på. Hvornår har jeg sidst udrettet noget stort? Svar venligst hvis du har svaret, kære læser (blablabla... Der er sgu alligevel ingen som læser det her pis).
Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget stort, som folk ville huske mig for og ikke bare slentre rundt og betyde ligeså meget som et genstridigt tyggegummi, som har sat sig under bestemte menneskers fødder. Hvis jeg døde i morgen, hvor mange ville så savne mig om 14 dage? Synd at jeg aldrig får et sandfærdigt svar.
Selvfølgelig ved jeg godt, at der er en masse dejlige mennsker som virkelig gør sig det besvær, at holde af mig og det er jeg meget taknemmelig for og de har selvfølgelig al min respekt og kærlighed... Jeg tror bare at jeg stopper det her indlæg nu. Jeg gider ikke spilde hverken mit eget eller andres liv med alt det ligegyldige flueknepperi...

Takk...

Jeg elskede det sekund
Hvor stjernerne blinkede
Kun for dig og mig
Og himlen faldt ned
Om ørerne på os...

Nu er julen og nytåret vel overstået... Eller er det? Julen var kedelig (som altid), så lad den hvile i fred... Men nytår.... At skulle sige farvel til 2006 var vemodigt, for det har faktisk været et ret godt år. Christiane som holdt mig i sin favn og gjorde mig glad i årets første 2 måneder... Forårets mange smil... Sommerens Roskilde Festival som var en helt fantastisk oplevelse... Sensommerens tilkomst af en helt ny og virkelig fantastisk ven (du ved hvem du er)... Det varme og rare efterår med en masse ture til hovedstaden og en masse rare arrangementer... MEN! også... Ulykken af at miste Christiane som den altid nærværende veninde... Forårets mange skuffelser og triste dage... Sommerens hårde slid på arbejdet, hvilket resulterede i manglende samvær med elskelige mennesker... Efterårets begyndende tristhed vandt indpas... December måneds udkørte og krævende sindstilstand...

Og nu er det nye år så kommet og vi skal igennem trædemøllen endnu engang. Men måske blir dette år det bedste i mit liv. Hvem ved? Måske det værste... Tja. Jeg frygter ikke '07, men det er alligevel skræmmende at tænke sig, at det kan gå så grueligt galt. Men det gør det ikke. Det må det ikke. Og kan det ikke...

Jeg glæder mig til en forandring til Februar. Vinterferien. Nordpå. Op til Nanna (det vidunderlige menneske). Jeg håber virkelig at der kommer sne, for jeg trænger virkelig til at gå i barndom igen, og daspecielt med hende. Hvorfor matcher vi hinanden så godt? Ikke at det generer mig over hovedet (tvært imod), men det er bare irriterende at finde sin soulmate så langt borte. Jeg savner hende virkelig. Hun er en fantastisk ven....

Jeg mødte hende første gang i København. Jeg havde ventet den halve eftermiddag i centrum og glædede mig virkelig til at se hende. Hun havde spurgt mig om jeg ville vise hende ligt rundt i den by jeg sådan elsker... Og SELVFØLGELIG ville jeg da det. Der var da intet i denne verden jeg hellere ville... Men altså, jeg ventede og ventede og frygtede til sidst at jeg var gået forgæves. Men nej. Pludselig tikkede verdens bedste sms ind på min telefon og jeg skyndte mig til hovedbanen. Og ventede igen. I spænding. Men hvor var hun? Væk. Kunne ikke se hende... JO! Der stod hun, smuk som hun jo er, med sin mobiltelefon i hånden, søgende, lettere forvirret af storbyen og selvfølgelig med sin Stille-t-shirt på. Og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var hende jeg ledte efter, for det strålede jo ud af hende, at hun slet ikke vidste hvad hun skulle gøre der midte i det hele. Det var sødt. Virkelig. Men så fik vi øjenkontakt og min hånd fik formumlet sig frem til noget, som skulle minde om et vink. Hehe. Det vink var vist nærmere en eller anden form for lykke-spasmer over, at have fundet hende. Men altså, vi havde fundet hinanden og så skete dét, som overraskede mig allermest ved hele episoden, nemlig det kærlige (men dog stadig generte kram) som vi gav hinanden. Jeg har ved gud aldrig krammet en fremmet person så hurtigt, som jeg krammede hende, men det føltes bare helt rigtigt. Som om jeg kendte hende i forvejen. Det var måske det aller bedste ved hele 2006. Lige præcis de få sekunder som det kram varede.
Nå, men derfra gik vi videre imod Vestergade, Accord, hvor jeg havde lovet at vise hende den hyggelige lille bytte-biks, hvor hun så kunne bytte sine gamle og ugidelige cd'ere til noget brugbart. Kunne sagtens se, at hun ikke havde prøvet den slags før. Man får trods alt ikke ligeså mange cd'ere med derfra som man afleverer. Men jeg ville ikke sige noget, for jeg syntes at det var ret kært. Og hendes begejstring hver gang hun fandt noget godt. Barnlig lykke... I love it. Jeg følte mig helt gammel. Nok mest fordi jeg købte Beach Boys ved den lejlighed. Ikke vanvittig meget teenager over det køb, hehe.
Men jeg blev nød til at skynde lidt på hende, for jeg skulle vise hende 12 Tonár/Københavns mest fantastiske lille pladeshop. Fiolstræde. Og vi nåede det da og det tror jeg bestemt at Nanna takker mig for den dag i dag. Tiden i 12 Tonár gik alt for hurtigt. Kunne jeg have levet resten af mine dage derinde sammen med hende, så havde jeg gjort det. Men sådan er verden selvfølgelig og desværre ikke skruet sammen. Men det var virkelig en behagelig oplevelse. Hun købte vist Mugison og Kitchen Motors Family Album og jeg selv købte selv samme Kitchen Motors Family Album, Múm (anbefalet af det kære kvindemenneske), Mew, Michel Gondry's samlede videoer og vist også noget mere... Vidunderligt lille øjeblik i mit ellers kedelige liv.
Derefter gav jeg en øl og vi snakkede om vind og vejr og blev selvfølgelig konfronteret af nogle sigøjner-hjemløse. Jeg må tilstå at de irriterer mig grænseløst. Men hvad pokker, det må man jo bare tage med... Doí blev soundtracket til den lille stund...
Men så var den oplevelse også ved at være ved vejs ende. Dog fik jeg hende til at bryde sammen af grin midt på Strøget. Hehe. Hun er sgu sød når hun smiler og griner... Dagen endte med et farvel-knus og i det øjeblik blev lykke vendt til savn, for jeg ville virkelig gerne have haft mere tid sammen med hende. Det hele varede alt for kort tid. Og så stod jeg der. Bussen var kørt med hende og jeg var igen alene midt i byen. Men hvad sker der så?... ... ... SMS: "Der sidder en ved siden af mig i bussen og hører Safri Duo..." og der vendte smilet tilbage. Tænk at en idiot som lytter trommemusik, kan få et smil frem på mine læber. Ej, det var nu ikke indholdet af beskeden, men mere dét, at hun ikke syntes at jeg var en kæmpe narrøv, der gjorde, at det havde været det hele værd. Og vi skrev resten af aftenen.

Smuk dag...

Virkelig...

Tja... Ville bare gerne fortælle om det største øjeblik i det forgangne år, ja vel næsten i hele mit liv. Den dag vil jeg aldrig glemme. Den dag vil side indprintet i mit sind til den dag jeg dør. Det sidste jeg vil sige inden jeg dør er, at jeg elsker hende virklig højt og at hun, den dag, forandrede mig. For det gjorde hun. Hun fik mig til at tro på, at verden nok ikke hadede mig ligeså meget som jeg egentlig gik og troede. Der findes rent faktisk lykke adresseret til mig. Og det er jeg virkelig taknemmelig for.

Så derfor:

Kære, søde, rare, fantastiske, vidunderlige, smukke Nanna. Lov mig af hele dit hjerte, at du aldrig vil lade mig alene med dette liv. Thi da vil jeg love dig det samme uendeligt igen. For du er virkelig den sol, som min planet er gået i kredsløb om... Takk... <3