Nar!
Ja... Jeg føler mig lidt som en nar. At jeg holder mig selv for nar. Jeg vil så gerne finde lykken og hver gang, at jeg tror at jeg har fundet den, så er det bare ren indbildning og pludselig indser jeg det og går ned med flaget. Jeg hader det, men det er åbenbart en naturlig del af mit væsen.
Jeg ved ikke, hvad jeg vil og hvor jeg skal hen. Jeg har ingen at holde om og dele mine inderste følelser med og jo mere jeg leder efter en sådan, desto længere væk syntes målet at rykke sig. Måske skulle man bare hanke op i sig selv og tage langt væk og starte på en frisk. Jeg trænger i hvert fald bare så uendelig meget til, at møde en som kan li mig for den jeg er og gider bruge sit liv sammen med mig. Jeg er snart 22. Jeg har ikke nået en skid. NAR! Hvad fanden er det jeg vil med mig selv? Bare jeg dog kunne give et ærligt svar og ikke bare bilde mig selv ind, at det hele nok skal komme. Det gør det jo bare ikke, som det ser ud nu.
Det lyder sygt, men jeg drømmer faktisk om, at få mig et normalt liv med kæreste (er ikke meget for det gifteri), børn og fast arbejde. Trygge rammer. Men det bliver ikke til noget foreløbig. For jeg kan ikke nosse mig sammen. Jeg lever jo for fanden stadig som en 16-årig med druk og tilfældige kysserier som aldrig blir til andet. Jovist. Jeg kan li at være fuld og jeg kan li at kysse lidt på nogle tilfældige piger, som ikke vil andet end at kysse og snakke en brandert væk, men hvor ville jeg dog ønske, at der en dag kom en sød pige og spurgte om vi skulle følges ad ud af livets bugtede og hullede landevej.
Jeg vil have noget ægte. Noget, som kan forandre mit liv. Noget vigtigt.
...men hvor finder jeg det?
Som man nok kan mærke, så syntes jeg, at det hele går ret dårligt for tiden. Jeg prøver at undertrykke den stadigt voksende klump af depressionsveer i min krop, men før eller siden vil denne klump være blevet så stor og magtfuld, at jeg ikke magter at holde den tilbage længere. Jeg forsøger at opretholde en positiv og udadvendt profil, men jeg har mest af alt bare lyst til at kravle ind under dynen og sove vinteren væk. Ligesom en bjørn. Gå i hi og først vågne op igen, når verden igen er blevet et smukt sted at leve.
Jeg tænker tit på, om jeg mon er en ynkelig idiot, som folk kun snakker med, fordi de har ondt af mig. Har jeg opbygget en personlighed, som er fuldstændig til grin? Eller er der virkelig nogen, som holder af mig for den jeg nu engang er? Jeg håber det og inderst inde tror jeg det også, men tvivlen nager mig og piner mig dybt. Jeg får tit at vide, at jeg er et godt menneske, fordi jeg bekymrer mig om andre end mig selv og mit eget ego, men hvad nytter det, hvis der omvendt ikke er nogen, som bekymrer sig om mig? Kunne jeg dog bare få et tegn på, at der var nogen derude, som elskede mig og ville gribe mig hvis jeg snublede på mit livs forurende grusvej, så ville det hele se lidt lysere ud. Meget lysere, for at være ærlig.
...men jeg drømmer bare videre.
(jeg må vist hellere stoppe nu, inden det bliver alt for ynkeligt. Takk fordi du læste med og holdt mit depressions-mundlorts-ævl ud så længe)
Jeg ved ikke, hvad jeg vil og hvor jeg skal hen. Jeg har ingen at holde om og dele mine inderste følelser med og jo mere jeg leder efter en sådan, desto længere væk syntes målet at rykke sig. Måske skulle man bare hanke op i sig selv og tage langt væk og starte på en frisk. Jeg trænger i hvert fald bare så uendelig meget til, at møde en som kan li mig for den jeg er og gider bruge sit liv sammen med mig. Jeg er snart 22. Jeg har ikke nået en skid. NAR! Hvad fanden er det jeg vil med mig selv? Bare jeg dog kunne give et ærligt svar og ikke bare bilde mig selv ind, at det hele nok skal komme. Det gør det jo bare ikke, som det ser ud nu.
Det lyder sygt, men jeg drømmer faktisk om, at få mig et normalt liv med kæreste (er ikke meget for det gifteri), børn og fast arbejde. Trygge rammer. Men det bliver ikke til noget foreløbig. For jeg kan ikke nosse mig sammen. Jeg lever jo for fanden stadig som en 16-årig med druk og tilfældige kysserier som aldrig blir til andet. Jovist. Jeg kan li at være fuld og jeg kan li at kysse lidt på nogle tilfældige piger, som ikke vil andet end at kysse og snakke en brandert væk, men hvor ville jeg dog ønske, at der en dag kom en sød pige og spurgte om vi skulle følges ad ud af livets bugtede og hullede landevej.
Jeg vil have noget ægte. Noget, som kan forandre mit liv. Noget vigtigt.
...men hvor finder jeg det?
Som man nok kan mærke, så syntes jeg, at det hele går ret dårligt for tiden. Jeg prøver at undertrykke den stadigt voksende klump af depressionsveer i min krop, men før eller siden vil denne klump være blevet så stor og magtfuld, at jeg ikke magter at holde den tilbage længere. Jeg forsøger at opretholde en positiv og udadvendt profil, men jeg har mest af alt bare lyst til at kravle ind under dynen og sove vinteren væk. Ligesom en bjørn. Gå i hi og først vågne op igen, når verden igen er blevet et smukt sted at leve.
Jeg tænker tit på, om jeg mon er en ynkelig idiot, som folk kun snakker med, fordi de har ondt af mig. Har jeg opbygget en personlighed, som er fuldstændig til grin? Eller er der virkelig nogen, som holder af mig for den jeg nu engang er? Jeg håber det og inderst inde tror jeg det også, men tvivlen nager mig og piner mig dybt. Jeg får tit at vide, at jeg er et godt menneske, fordi jeg bekymrer mig om andre end mig selv og mit eget ego, men hvad nytter det, hvis der omvendt ikke er nogen, som bekymrer sig om mig? Kunne jeg dog bare få et tegn på, at der var nogen derude, som elskede mig og ville gribe mig hvis jeg snublede på mit livs forurende grusvej, så ville det hele se lidt lysere ud. Meget lysere, for at være ærlig.
...men jeg drømmer bare videre.
(jeg må vist hellere stoppe nu, inden det bliver alt for ynkeligt. Takk fordi du læste med og holdt mit depressions-mundlorts-ævl ud så længe)
posted by TomT at 10/09/2006 11:55:00 PM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home