Melankolikeren himself

Mit liv er gået i stå. Enkelt, men forfærdeligt.

Jeg trænger til frisk luft under vingerne. Ny, forfriskende luft omkring mine tyndslidte vinger, som kun holder mig oppe fordi de så småt kan se lyset forude. Lyset fra byens neonrør og tårnende lysmaster, som holder byen konstant vågen. Ikke som dette "rottehul", hvor livet mest af alt minder om det døde hav, eller i bedste fald grædemuren.

Når mit blik falder ud af vinduet, ser jeg intet andet end natur. Natur er fantastisk, men ikke hele tiden. På et eller andet tidspunkt får man bare nok og har mest af alt bare lyst til at skride fra ens såkaldte "liv". Forlade alt, hvad man har opbygget og flytte langt væk. København, Århus, Aalborg. I don't fucking care. Jeg skal bare væk. Finde lykken, hvorend den så har gemt sig i snart 22 år.

Hvorend jeg kigger hen, så ser jeg folk som ved alt om mig og jeg modsat intet ved om dem. For de rager mig ikke. Men sådan er samfundet i "rottehullet". Her skal man helst vide hvad naboen har fået til middag og om genboens tarmslyng er forværret siden i morges. Hvad er der så fandens fantastisk ved at vide alt om alle. Ville det ikke være en brøkdel mere spændende, at kunne lade sig overraske ind imellem. Møde folk som man ikke kender. Jeg ville ønske at det fungerede sådan, men mine drømme blir nok ikke realistiske lige med det samme.
Dog er der én god ting ved "rottehullet", nemlig at folk er ærlige... Ja, for fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden (hehe... Gammel joke).

Måske er det hele bare lidt ynkeligt og egoistisk, men jeg rådner op. Hver dag ligner sig selv og gøres kun udholdelige pga sjælevenners beskeder på telefonen og kreativiteten (som for tiden er ret reduceret). Jeg håber at jeg holder det næste år ud, får fundet et bo og måske endda en smule gensidig kærlighed. Mere håber jeg såmænd ikke på. Jeg vil bare gerne elskes of respekteres.

I miss my life... I miss your life...