Day One - Transatlanticism
Kære smukke Evige Solskin
Dette er den første dag uden dig her i kolde og grå Danmark. Her virker allerede tomt. Mere end godt er.
Sidst jeg hørte fra dig var klokken 04:50 i morges og siden har min telefon været tavs som graven. Jeg render stadig rundt og tjekker den for beskeder, som hvem ved? Måske er verden mere forunderlig end jeg går og tror. Men nej, nu har jeg eksisteret i snart 22 år og mon ikke at dette liv havde vist tegn på det bare lidt tidligere? Jeg tror det. Ej, det lyder sgu ynkeligt, for gu' fanden har livet vist mig dets vidunderlige og forunderlige side... Jeg har jo lært dig at kende og det er jeg virkelig glad for. Det er ikke uden grund, at jeg igen og igen (og... (her burde så være en smiley med pistol for panden, men hvordan laver man sådan en?)) bliver ved med at kalde dig solstråle. Du er den solstråle som rammer den regnvåde jord og får det lille frø til at spire og blive til et stort og smukt træ, som forhåbentlig vil stå længe og stærkt.
Jeg holdt mig vågen hele natten for at sige et endeligt farvel til dig, for jeg vidste allerede da, at den kommende uge ville blive lang, kold og ensom uden dig. For hvad er solskinsregn uden solens stråler?
Jeg lå og tænkte på, hvordan din flyvetur mon ville gå, da du jo er bange for tanken om at flyve. Jeg håber at den gik godt, for som du ved fortjener du det bedste i hele verden og derved også en behagelig flyvetur.
Jeg har i lidt tid gået og overvejet hvordan jeg skulle skrive disse indlæg og give dem lidt krydderi og er kommet frem til, at jeg vil skrive en sangtekst til hvert indlæg, da det ville passe glimrende ind i vores lille verden. Og her har du den første:
Dette er den første dag uden dig her i kolde og grå Danmark. Her virker allerede tomt. Mere end godt er.
Sidst jeg hørte fra dig var klokken 04:50 i morges og siden har min telefon været tavs som graven. Jeg render stadig rundt og tjekker den for beskeder, som hvem ved? Måske er verden mere forunderlig end jeg går og tror. Men nej, nu har jeg eksisteret i snart 22 år og mon ikke at dette liv havde vist tegn på det bare lidt tidligere? Jeg tror det. Ej, det lyder sgu ynkeligt, for gu' fanden har livet vist mig dets vidunderlige og forunderlige side... Jeg har jo lært dig at kende og det er jeg virkelig glad for. Det er ikke uden grund, at jeg igen og igen (og... (her burde så være en smiley med pistol for panden, men hvordan laver man sådan en?)) bliver ved med at kalde dig solstråle. Du er den solstråle som rammer den regnvåde jord og får det lille frø til at spire og blive til et stort og smukt træ, som forhåbentlig vil stå længe og stærkt.
Jeg holdt mig vågen hele natten for at sige et endeligt farvel til dig, for jeg vidste allerede da, at den kommende uge ville blive lang, kold og ensom uden dig. For hvad er solskinsregn uden solens stråler?
Jeg lå og tænkte på, hvordan din flyvetur mon ville gå, da du jo er bange for tanken om at flyve. Jeg håber at den gik godt, for som du ved fortjener du det bedste i hele verden og derved også en behagelig flyvetur.
Jeg har i lidt tid gået og overvejet hvordan jeg skulle skrive disse indlæg og give dem lidt krydderi og er kommet frem til, at jeg vil skrive en sangtekst til hvert indlæg, da det ville passe glimrende ind i vores lille verden. Og her har du den første:
The Atlantic was born today and I'll tell you how
the clouds abowe opened up and let it out
I was standing on a surface og a perforated sphere
when the water filled every hole
and thousands upon thousands made an ocean making islands
where no islands should go
oh no...
most people were overjoyed; they took to their boats
I thought it less like a lake and more like a moat
the rhythms of my footsteps crossing flatlands to your door
have been silenced forevermore
and the distance is quite simply much to far for me to row
it seems farther than ever before
oh no...
I need you so much closer
Death Cab for Cutie - Transatlanticism
Jeg savner dig...
Din Tom
posted by TomT at 11/04/2006 11:48:00 PM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home